Ane Waldejer Pedersen
Autoriseret psykolog
Burger

Anne, 28 år:

"Jeg har været i et terapiforløb hos Ane siden august 2017 oven på en periode med depressive tendenser, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre psykolog. Hun er tillidsvækkende og varm, og jeg følte mig fra første samtale i gode og trygge hænder. Hun har en evne til at se og forstå én og formår at få et virvar af tanker, følelser og oplevelser samlet på en meningsfulde måde. Jeg går altid fra en samtale med fornyet mod og konkrete værktøjer til, hvordan jeg kan arbejde videre med det, vi har talt om. Jeg kan på det varmeste anbefale Ane!"

 

Louise, 35 år:

"Efter at have jagtet præstationer, lang uddannelse og karriere i hele mit voksne liv, begyndte jeg at mærke længslen efter roen. Egentlig vidste jeg ikke hvad det var jeg længtes efter, eller hvad jeg ikke længere kunne flygte fra.

Jeg oplevede at bruge meget energi på, at holde en facade udadtil. Jeg husker at jeg skrev til Ane, at jeg ønskede at slutte fred med mig selv, og ikke længere kunne bære at tænke om mig selv, at jeg var som "et sminket lig". Fornemmelsen af, at skulle skjule mit virkelige jeg, selv for mine allernærmeste var ubærlig. Men jeg troede virkelig ikke, at jeg var værd at elske, om de så mig som jeg virkelig er. At arbejde med mit selvværd, var en svær proces, som stadig er i gang. Hver dag. Jeg oplevede, at det var trygt hos Ane. Samtalerne var svære på grund af indholdet, men Ane gjorde alle reaktioner velkomne, var meget nærværende og anerkendende. Der var også en åbenhed omkring hvad jeg havde brug for; vejrtrækning, mindfulness, hvilket Ane spurgte ind til undervejs. Jeg fik sat fokus på måden jeg tænker om at skulle præstere i enhver situation, at sige fra og bede om hjælp samt at modtage omsorg. De samtaler vi havde arbejder stadig i min bevidsthed, og hjælper mig til at kunne gøre og tænke anderledes om mig selv i dag. At jeg i dag kan korrigere mine tanker, og rent faktisk tro på, at min mand elsker mig for den jeg er, er en gave som jeg er dybt taknemmelig for."

 

Loui, 29 år:

"Mit liv har båret præg af at jeg op gennem min barndom og ungdom og op til i dag, har haft en mor som er misbruger af alkohol. Det har påvirket mig og haft sin indvirkning på mig, på forskellig vis, gennem forskellige faser i mit liv. (...)

Mit problem i hverdagen var stress på arbejdspladsen og det udløste en lavine af følelser og tanker, som nedbrød mig gevaldigt. Derfor tog jeg kontakt til psykolog Ane Waldejer Pedersen, efter at have været gennem et kort forløb ved en psykolog i Københavns Kommunes afdeling for tidlig indsats for stress.

Jeg har haft nogle rigtig gode sessions med Ane, som har rykket mig helt enormt ift. at forstå mig selv, læse mine egne signaler og forstå hvordan jeg kan bære mig ad for at opnå det jeg ønsker i mit forhold til andre (f.eks. kan jeg sige mine bekymringer til min kone med kærlighed frem for med vrede). Tidligere reagerede jeg ofte i raserianfald, når jeg mærkede, at bægeret flød over. Men hos Ane har jeg fået fokus på at lade de ting som er vigtigt for mig fylde noget, i stedet for at lade alle de små og ubetydelige irritationer få plads. (Dette arbejder jeg stadig på). (...)

Jeg synes at jeg på relativt kort tid er nået rigtig langt med mig selv, for jeg føler mig ikke forkert i min egen krop, efter at have mødt den vejledning Ane har givet. Hun mødte mig fra første gang med forståelse for min situation og gav mig redskaber og rådgivning som har givet pote.”

 

Helle, 51 år:

"Jeg har haft rigtig meget ud af at komme hos Ane på flere planer. Det var rigtig godt, at arbejde med kropsbevidsthed samtidig med at arbejde med de udfordringer, jeg havde. Det hjalp mig meget og gav mig nogle gode teknikker, som er nemme at bruge i hverdagen. Der ud over har Ane også en god kommunikationsform, der både er uformel og vedkommende og som gjorde det let, at arbejde med de udfordringer, jeg stod med. Jeg fik gennem forløbet sat fokus på nogle af de dybere udfordringer, som kan være svære at tackle, på en god og brugbar måde."

 

Mikkel 28 år:

"Mit hoved og min krop var fyldt til randen med bekymringer, urolighed, traume, tinitus, angst og hård stress i sommeren 2017. Det var blevet udløst, efter jeg var blevet kørt ned og var i gang med et langvarigt hjernerystelsesforløb, samt kæmpede med at finde den rigtige behandlingsform til mit komplicerede og nærmest invaliderende piskesmæld. Mit overskud var mildt sagt meget lavt.

Endelig efter otte måneder i den ubehagelig tilstand, begyndte jeg mit terapiforløb hos Ane og min krop responderede med glæde og stor lettelse efter første samtale. Ane var meget imødekommende, forstående og kunne sætte sig ind de ting, jeg gik og sloges med. Mit overskud blev gradvist større og større. Og så begyndte jeg at forstå min krops rigtige signaler og behov, i det der føltes som et gigantisk virvar af symptomer. (...) Pludselig, midt i terapiforløbet, oplevede jeg en helt ny følelse af ro i hele min krop og min psyke. Det havde jeg aldrig prøvet før eller oplevet fra dengang, hvor jeg var rask.

Ane hjalp mig med at acceptere mig selv, ved forskellige teknikker. Hun visualiserede billeder af mig, når jeg var nede, og hvordan jeg skulle komme op igen. Og når jeg under samtalerne blev påvirket af det vi talte om, brugte Ane teknikker med åndedrættet. Det hjalp mig til at acceptere, de følelser der kom frem og finde roen i mine bekymringer. Jeg havde tit lyst til at flygte fra min egen krop, men samtalerne med Ane gjorde, at jeg hele tiden befandt mig bedre og bedre i mig selv. (...) Når jeg præsenterede en stor bekymring for Ane, hjalp hun mig med at se og tænke anderledes på det, drage fordel af det, bearbejde det og komme videre - det var fantastisk (...) Ane kunne sætte sig ind i de følelsesmæssige tilstande, jeg befandt mig i, og hun skaber en naturlig god kemi, hvilket bl.a. efter min mening også gør hende til en rigtig god pyskolog! (...)

Jeg kan virkelig anbefale et forløb hos Ane, for det kan blive en stor, stor gave - det har det i dén grad været for mig!"

 

Najat, 42 år:

"Da jeg startede hos Ane var mit liv gået i stå. Jeg havde lige mistet min biologiske far, som jeg kun havde mødt en gang i mit liv. Ud over det, havde jeg et meget indviklet forhold til min mor, som aldrig havde været der for mig. Hun forlod mig hos sin mor, da jeg var 2 år gammel, og kom først tilbage da jeg var 14 år gammel. Jeg havde ingen selvtillid og var konstant på listefødder.

Ane støttede mig i at bearbejde min enorme sorg. Hun lærte mig at være inde i sorg og mærke den i min krop, i stedet for at flygte fra den. Hun hjalp mig med opbygge min selvtillid ved at støtte mig i at gøre de ting jeg gerne ville, selvom jeg var skidebange. Jeg har lært at acceptere alle mine følelser, de gode og de dårlige og jeg har taget både store og små skridt i mit liv. Mit forhold til min mor vil altid være indviklet, men jeg er i gang med at udvikle nogle redskaber sådan, at det ikke påvirker min hverdag.”

 

Marcus, 34 år:

“What helped me the most was Ane's attention to the body; an encouragement to feel in new, strange, and sometimes uncomfortable ways. That, along with her patience within the unfolding of emotional layers and the relationship between patient and therapist, enabled her to be a vital support during a tough time in my life.”

 

Mathias, 26 år:

“I starten af mit forløb hos Ane havde jeg svært ved, at kunne se mine problemer, jeg mærkede blot effekten af, at de var der. Mit liv var på vej ud i en tilstand, hvor jeg ikke længere selv kunne overskue min fremtid eller min nutid. Jeg havde så mange selvdestruktive tanker som jeg ikke lagde mærke til, eller kunne se hvor meget skadede mig - mit selvhad var på sit højeste og jeg forstærkede det blot fordi jeg mente jeg fortjente det. Efter at have arbejdet med mig selv, sammen med Ane, stillede jeg målet for mig selv at jeg ville kunne lide den person jeg så - når jeg så i spejlet. Et for mig fuldstændig uopnåeligt og umuligt mål! Som jeg på sin vis slet ikke ville tillade mig selv. Men et mål som jeg idag er stolt over at kunne sige jeg stort set har opnået og kommer tættere på for hver dag der går. Ane har lært mig så meget at jeg idag føler mig som et andet menneske og har givet mig redskaber - som gør at jeg selv kan fortsætte min udvikling og giver mig troen på at jeg kan få et godt og lykkeligt liv. På kort tid er jeg nået længere end jeg nogensinde ville drømme om, derfor vil jeg varmt anbefale Ane til dig, som overvejer at tage skridtet og gå til en psykolog.”

Ved brug af indeværende hjemmeside accepterer du brugen af cookies for at give dig den bedste brugeroplevelse.
Yderligere information findes under Cookies
Ok