Ane Waldejer Pedersen
Autoriseret psykolog
BurgerBurger

Adresse:
Den Grønne Dal
Godthåbsvej 182
2720 Vanløse

Velkommen

I dit udfoldelsesrum - hvor du kan vokse i kærlighed

I dit udfoldelsesrum - hvor du kan vokse i kærlighed

 

Velkommen til dig der gerne vil finde dybere hjem i dig selv. Til dig der er i eller ønsker dybe transformationsprocesser. Eller til dig som måske er et sted i dit liv, hvor du føler dig faret vild og har brug for en guide, der kan hjælpe dig med at finde ind til de dybere svar og den sandhed, som du selv kender inderst inde. Til dig der gerne vil leve endnu mere i overensstemmelse med det der er sandt for dig - fra øjeblik til øjeblik. Og til dig der helt konkret har brug for håndgribelige strategier og nye værktøjer, til bedre at kunne være med det du står i.

I mit rum er der ikke noget du skal præstere. Du bliver heller ikke "fikset". I stedet er jeg her som medmenneske, spejl og guide. Eller som vidne på din rejse.

Det kan være voldsomt, at opleve at gå i mørke, famle sig frem og være ukendte, nye steder hvor man måske ikke kender retning eller formål, og er fuldstændig overvældet. Det kan måske føles som at stå i en hvirvelvind af kaos, imens det hele falder fra hinanden, og man møder de steder i sig selv, der bare ikke ved hvad man skal gøre.

Noget af det jeg allerhelst vil er, at du gennem sessioner med mig erfarer, at du ikke behøver gå igennem dit mørke alene. Noget andet jeg gerne vil, er at skabe et rum, hvor det kan føles trygt at være med foranderlighed og uvished. Når noget visner og dør, skaber det mulighed for at nye frø kan sås og spire frem. De processer elsker jeg at vidne og facilitere.

Jeg er optaget af bevægelighed. Hvordan vi kan leve med den evige foranderlighed og uforudsigelighed som livet er og samtidig være i grundlæggende tillid og ro. Hvordan vi kan gå med flowet, kreativt og legende fremfor frygtsomt.

Jeg arbejder integrativt og kombinerer mange forskellige metoder, teknikker og teoretiske orienteringer. Jeg har den ene fod solidt forankret i psykologien, den anden dybt plantet i en spirituel og holistisk forståelse af det at være menneske. Jeg er god til at bringe det højtflyvende ned på et helt konkret, lavpraktisk plan og omvendt, at se magien og storheden i de små handlinger.

Jeg er optaget af, hvordan vi med vores bevidsthed, og med fokus på krop og følelser, kan udvide rummet og pladsen i os selv, til os selv og dermed også til andre.

Jeg er skarpt trænet i, på en blød og fintfornemmende måde, at skære ind til benet af det der rører sig fra session til session og fra øjeblik til øjeblik. Jeg udfordrer, holder og støtter alt efter hvad der er behov for.

På en nænsom måde transformerer vi lag af fastfrysning, frygt og blokeringer i nervesystem og bindevæv, og åbner op for større grader af frihed, handlemuligheder, ro, accept og tillid til os selv og livet.

Som et meget sansende, følsomt menneske, er noget af det det jeg er allerbedst til, at se og fornemme andre i deres essens. Det betyder at jeg vil have øje for dine styrker, ressourcer og potentialer og hjælper dig med selv at få øjnene op for dem. Hos mig kan du træne at være med sårbarhed og kraftfuldhed. Jeg tror på at et ærligt, respektfuldt, ligeværdigt, medmenneskeligt møde fra det dybeste sted hjertet, kan trandformere selv de dybeste, mest ubærlige sår vi måtte have. Jeg tror det ikke bare, jeg ved det, det er min erfaring, igen og igen og igen.

 

Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2012, autoriseret af Psykolognævnet under Socialministeriet i 2016, og har arbejdet med terapi, psykologisk rådgivning, healing og selvudvikling siden 2008 i både offentligt og privat regi. Desuden er jeg EFT terapeut (Emotional Freedom Technique). Jeg har terapeutisk erfaring med både familier, par, grupper og individuelle forløb og min erfaring spænder bredt hvad angår problemstillinger, metoder og teori. Siden 2016 har jeg arbejdet som privatpraktiserende psykolog.

Jeg trækker både på mine mangeårige erfaringer med selvudvikling, meditation, energiarbejde, kropspsykoterapi, kropsbevidsthed, såvel som min uddannelses- og erhvervserfaring og den faglige balast som jeg har med mig på den konto. Jeg er mest skolet indenfor de eksistentielle, psykodynamiske og oplevelsesorienterede tilgange, men arbejder i realiteten eklektisk, dvs jeg tilpasser mine metoder, teknikker og værktøjer specifikt til dig og øjeblikket.

Lige nu tilbyder jeg fortrinsvis individuelle sessioner, primært online, selvom jeg også tilbyder sessioner på Ærø og i København efter aftale. Skriv til mig for at høre om jeg har plads i kalenderen.

Du er også altid velkommen til at ringe til mig, hvis du gerne vil fornemme lidt mere omkring hvem jeg er og hvad jeg tilbyder eller hvis du har spørgsmål. Du er også velkommen til at booke en indledende session, så du har mulighed for at se, om vi er et godt match.

I hjertet, velkommen til dig.

 

 

 

 

 

Ane Waldejer